Vi genopfører “Mine to søstre” af Nikoline Werdelin.

Vi spillede den for 10 år siden, som det første stykke i den nye forening Charlottentotterne. Nu har vi 10 års jubilæum og det fejrer vi med at genopsætte vores første stykke med næsten originalt cast.

Da det jo er et jubilæum vil der til premieren blive budt på en lille forfriskning i baren.

Vi spiller følgende aftner
Torsdag den 3. Nov. kl 19 Premiere
Fredag den 4. Nov. kl 19
Lørdag den 5. Nov kl 16
Søndag den 6. Nov. kl 16

Billetten koster 75 kr.
Da stykket ikke er henvendt til børn kan der ikke bestilles børnebilletter.

Lidt om stykket:

Der er dømt sommerhus og drinks på terrassen. Søstrene Leise, Boel og Neel mødes i sommerhuset, og en mystisk nabo dukker op af ingenting og efterlader sit varige spor.
»Mine to søstre« er en humoristisk og sørgmunter fortælling.
Mens tilværelsen skifter, prøver søstrene både vagtsomt og tillidsfuldt at betro sig til hinanden om mænd, arbejde, børn og skuffelser. Tre liv med hver sit omdrejningspunkt. Forelskelse opstår, kærligheden forgår, og alderdommen står på spring.
Nikoline Werdelin kaster her sit knivskarpe og lune blik på familiens glæder og forbandelser og tegner et portræt af et kvindeliv som det former sig for tre meget forskellige søstre. Den ældste søster, Leise, er gået i panik ved tanken om at hun måske har fået sit sidste kys.
Boel, den mellemste, sætter plastre på sår: på børnenes knæ, på søstrenes sjæle og på forholdet til sin ægtemand. Og lillesøsteren, Neel, lukker sig inde i sit lille hus fyldt med bøger og lærer først sent den kødelige kærlighed at kende.
Nikoline Werdelin har modtaget flere priser og legater for sin dramatik. I 2002 modtog hun Årets Reumert som bedste dramatiker for netop »Mine to søstre«.